Blog Image

TrafikBlog

Et både personligt og professionelt syn på emner indenfor trafik

TrafikBloggen er en blog omhandlende faglige emner inden for trafik. Jeg vil lave bloggen personlig, dvs. med mine egne ord og holdninger som selvstændig trafikrådgiver. Derudover vil der også komme indlæg, skrevet af min datter, Kamille Hougaard, omkring hendes egne oplevelser og syn på trafikken

Selvkørende biler; Status i 2019

Andet Posted on Thu, February 28, 2019 12:39:31

Selvom de
selvkørende køretøjer lyder som en fjern virkelighed, er der faktisk allerede
mange af slagsen på vejen rundt omkring i verden.

På trods af det
tragiske uheld med Uber, hvor en fodgænger blev påkørt, har firmaet sat nye biler
på vejene. Her tager de dog forbehold. Bilerne kører kun en kort rute med deres
automatiske styresystem og kan kun findes på hverdage i dagtimerne, for at
undgå stor trafik. Derudover kører de heller ikke i dårligt vejr. Her kan de findes
fuldt selvkørende på vejene i Toronto. En manuel udgave kan ses i byen San
Fransisco, hvor en fører kører bilen for at forøge bilens data om vejene og trafikken.

Ford derimod har
også selvkørende biler på vejene i flere dele af USA som Miami, Pittsburgh,
Washington DC og Michigan. Her indeholder bilerne dog to fører som skal sikre
sikkerheden i bilerne. Ford lavede derudover også forsøg med biler der var
designede til at se selvkørende ud og til formål at bringe varer ud. De var dog
almindelige biler med en fører i, men data omkring logistikken og
afhentningssteder blev brugt til at videreudvikle bilerne.

Derudover kører
en del mindre kendte selvkørende biler også rundt. Heriblandt firmaer ved navn
Aptiv, Aurora, Cruise, Drive.ai, Nuro, Zoox, og Waymo fra Google. Alle disse
biler kan kun findes rundt omkring i USA, undtagen Aptiv, som også kører i
Singapore. Dette firma har på nuværende tidspunkt 30 biler på vejene i Las
Vegas, hvor de kører omkring 20 timer om dagen. Bilerne har angiveligt givet
30.000 lifts og kørt med mere end 50.000 passagerer. Så selvom de selvkørende
biler er nemmere at få øje på i nyhederne end på vejene, tyder det altså på at
der ikke går lang tid før de kan ses over det hele.



Selvkørende biler; Det store etiske spørgsmål

Andet Posted on Thu, November 15, 2018 13:52:08

Målet om at skabe selvkørende biler, som udelukkende ved
hjælp af bilens styresystemer, kan navigere rundt i trafikken og dermed køre med
en passiv fører, virker som en ide taget ud fra en fiktionsfilm om fremtiden. Men på trods
af dette, er projektet faktisk en stor realitet. Selvom det tekniske i at skabe
en bil der kan køre på egen hånd og samtidig følge trafikreglerne er en
udfordring i sig selv, møder projektet også andre typer af modstand.

Projektet om
de selvkørende biler har mødt sig med et svært etisk dilemma. DR beskriver i
deres artikel ”Flere
millioner mennesker har talt: Hvem må selvkørende biler køre ned?” hvordan man
skal tage stilling til konsekvenserne ved et uheld når de selvkørende biler
kører galt. Den store etiske beslutning handler netop om; hvem skal dø i et
uheld med en selvkørende bil? Hvis en fodgænger træder ud foran en selvkørende
bil, skal bilen så køre ind i fodgængeren eller ind i en eventuel forhindring?
Skal føreren eller fodgængeren miste livet? Denne diskussion er både meget
interessant, men også meget skræmmende. Og der er mange del-elementer i
diskussionen, som er svært at ind programmere i en selvkørende bil. F.eks. var
det fodgængeren der gik over for rødt? Er fodgængeren et barn der endnu ikke
har helt styr på trafikken? Er fodgængeren en ældre person, som ikke nåede over
for grønt? Osv osv. Det er svært at programmere et fast svar i maskinen og
overse alle disse faktorer som spiller ind. Derudover er svarene på disse
spørgsmål så subjektive, at det er svært at finde et afklaret svar.


Forskere
fra MIT har designet et dilemmaspil, som skal afgøre hvad folk har af
holdninger til netop disse spørgsmål. Flere millioner over hele verdenskloden
spillede spillet, og folks etiske holdninger var meget skiftende. Nordamerika,
Europa og Syd- og Mellemamerika foretrak at man beskyttede børn. Modsat
skelnede de asiatiske lande ikke lige så meget mellem de forskellige aldre. I
Syd- og Mellemamerika valgte man også i højere grad at beskytte kvinder og
borgere med høj social status, end i de andre lande. Generelt valgte de fleste
økonomiske ulige lande at redde velstående personer. Og lande med et mere udviklet
retsvæsen valgte at man skulle redde de lovlydige borgere. Dermed er det også
tydeligt at folks holdninger skifter, alt afhængig af hvilken samfundstype der
er gældende. Det virker helt absurd at bilen skal afgøre om individet har en
høj eller lav social status, for er en statsminister ikke lige så meget værd
som en almindelig borger?

Uanset hvad er det i hvert fald godt at få indsamlet
mange forskellige synspunkter og holdninger til dette. Alle disse informationer
er umulige at ind programmere i en bil, men i det mindste hjælper disse
forskningsresultater til at give et bedre indblik i, hvordan man kan skabe en
selvkørende bil, som også er etisk.



Alt for høje hastigheder på Øresundsbroen

Trafikindlæg Posted on Tue, October 23, 2018 14:36:32

Trods utallige
fartnedsættende kampagner og ikke mindst fartbøder, er det stadig en stor
udfordring at få de danske bilister til at respektere fartgrænserne. Ifølge
Rigspolitiet, modtog intet mindre end 554.724 bilister en fartbøde i 2017 fra
fotovognene. Dette er en stigning på 12 % fra 2016. Det er en uhyggelig
stigning, som kun understreger hvor vigtigt det er at sætte fokus på.

Nye tal
fra Københavns politi, viser fornylig at det især er problematisk på
bindeleddet mellem Sverige og Danmark. Her på Øresundsbroen ligger fartgrænsen
på 110 km/t og i tunnelen ligger den på 90 km/t. Men politiet kunne konkludere
at ca. 11.000 ud af 200.000 bilister kørte mere end 125 km/t. De kunne endda
måle hastigheder helt op til 203 km/t i tunnelen og 209 km/t på Øresundsbroen. Man
diskuterer nu, hvordan man kan skabe bedre sikkerhed på broen og i tunnelen og
begrænse de høje hastigheder. Her forslås det, at man indsætter en permanent
fartkontrol. Man vil måle hvor hurtigt bilerne er kørt igennem strækningen, for
at udregne gennemsnitshastigheden.

Det er nemlig umuligt at indsætte en
fotovogn i tunnelen. Ved at bruge strækningskontrol, bliver bilernes
nummerplader scannet og der måles hvor lang tid det tager for bilen at passere
i strækningen, før nummerpladen endnu engang scannes når bilen er udenfor
strækningen. Der er endnu ikke givet lov til at indføre strækningskontrol på
Øresundsbroen til trods for at det er blevet søgt om mange gange. Uheld der
sker i tunnelen er nemlig ikke kun farlige for bilister og medbilister. Det kan,
ved høj hastighed, skade tunnelvæggene og skabe ildebrande, som i en tunnel har
store konsekvenser. Derudover er det også særligt vanskeligt for
redningskøretøjer at komme frem og sikkert kunne hjælpe biler i tunnelen.

Et
større uheld ved Guldborgsundtunnelen skete i 2001, og dette understregede hvor
forsigtig man skal være omkring denne slags uheld. Her dækkede en kraftig tåge
horisonten omkring tunnelen og det fik en grisetransport til at køre op i 7
personbiler, hvor alle køretøjerne herefter gik i brand. Heraf døde 5 personer.
Her skete brandene udenfor tunnelen, men brand i en tunnel kan nemlig have
store konsekvenser. Her kan man både skade tunnelen og skabe dårlig sikkerhed,
men den giftige røg fra ilden kan have så skadelig effekt på andre i tunnelen
at personer som slet ikke er med i uheldet, alligevel kan miste livet. Grundet
den begrænsede udluftning, er det svært at komme af med røgen og derfor er det
så skadeligt. ved den 4 kilometer lange Øresundsbro, er det især kritisk hvis man
befinder sig langt væk fra de to åbninger, når uheldet indtræffer. Man må håbe
at der snart bliver taget hånd om de voldsomt høje hastigheder på Øresund og at
der bliver sat mere fokus på de risikoer der er til stede i en tunnel.



Selvkørende biler er klar til at se dagens lys

Andet Posted on Fri, September 21, 2018 15:57:27

Man hører konstant om udviklingen af selvkørende biler, som
indenfor de sidste år er gået stærkt. Det lyder næsten for godt til at være
sandt, men de selvkørende biler er for længst blevet en realitet og firmaer som
Tesla og Uber tester bilerne på livet løs. På nuværende tidspunkt er bilerne
kun i en testperiode og skal derfor indeholde en chauffør som skal overtage
styringen, hvis der sker noget unormalt. Der har desværre været en række uheld,
til trods for at føreren skulle gribe ind.

På trods af de negative oplevelser,
har Sverige for nyligt godkendt at Volvo må testkøre selvkørende biler på de
svenske veje. Her drejer

det sig dog kun om vejnettet ved Göteborg og der er
visse sikkerhedskrav. Blandt andet må bilerne ikke overhale, køre mere end 60
km/t eller foretage et vognbaneskift. Som de andre selvkørende biler, skal de
også indeholde en fører, som konstant skal holde minimum en hånd på rattet. På
den måde er målet om at få selvkørende biler i Sverige i 2021 et stort skridt
tættere på at blive en realitet.

Det bliver spændende at se, hvordan de vil
forløbe og hvilke vanskeligheder der forekommer i forbindelse med det.

Selvom
føreren af den selvkørende bil skal fungere som en sikkerhed for trafikken, er
det desværre ofte uopmærksomhed fra dem, som er skyld i uheld. Det var ligeså på
grund af en uopmærksom sikkerhedschauffør at en kvindelig fodgænger mistede
livet i år i Arizona. Den selvkørende bil, Uber, kørte på en mørk vej og rammer
en kvinde som krydser vejen. Havde den kørerende sikkerhedschauffør haft
opmærksomhed på situationen, kunne dette måske være undgået.

De selvkørende
biler er i hvert fald en realitet og ifølge Vejdirektoratet er det normalt at
finde i den danske trafik i 2030.



Hjemmearbejde er vejen frem

Andet Posted on Fri, September 07, 2018 15:33:16

Mange forbinder typisk hjemmearbejde med lav effektivitet og
utal af overspringshandlinger. Men sådan hænger det nødvendigvis ikke sammen.
En meget interessant undersøgelse omkring arbejde, som foregår hjemmefra blev
fornyligt foretaget af rejsebureauet Ctrip.

Her blev det rent faktisk
konkluderet at medarbejdere som arbejdede hjemmefra, var 13,5 % mere effektive
end dem der arbejdede på kontoret. Det svarede næsten til, at de arbejdede en
ekstra dag om ugen. På den måde vil det altså kunne betale sig for firmaer at lade
medarbejdere klare arbejdet i hjemmet. Selvom hjemmet kan være fyldt med
distraheringer, kan et afslappet og mere trygt miljø altså skabe et mere
produktivt arbejdsmiljø, som både øger effektivitet og sparer tid på transport.

Viden som dette, kan altså skabe store forandringer i arbejdspladser. Britiske
prognoser forudså ligeså at halvdelen af kontorarbejdere vil arbejde fra
hjemmet i 2020. I Hougaard Trafik arbejder vi også alle sammen på hjemmekontor
og her har vi heller ikke oplevet andet end høj effektivitet. Chefens mistro
til den enkelte medarbejders arbejdsindsats i hjemmet er ofte det største
problem i forhold til hjemmearbejde.

Her burde man i stedet kigge på de
resultater man har opnået og overveje om hvorvidt man reelt har mere kontrol over
den individuelle arbejdsindsats på et stressende kontor end i hjemmet.



Alternative rundkørsler i Sverige

Andet Posted on Wed, August 22, 2018 15:08:49

Som en velfortjent ferie,
valgte vi her i sommerferien, at tage på bilferie til Sverige i en lille uge. Her
havde vi planlagt en afslappende ferie på forskellige svenske gårde. På turen
derhen kunne vi hver især spotte mange forskelle mellem den danske trafik og den
svenske. Da min søster og jeg henholdsvis lige har fået kørekort og er i gang med
at tage det, var det især tydeligt for os at ligge mærke til, hvordan skiltningen
er anderledes. Det mest i øjenfaldende var at indercirklen på
fartbegrænsningerne simpelthen var gule i stedet for hvide.

Som en del af turen, skulle vi
også forbi det kendte IKEA-museum i Älmhult. Her kørte vi gennem en rundkørsel, ingen af os kunne undgå at
studse over. Midt inde i rundkørslen var der nemlig dekoret med by-, vej- og
trafikskilte fra hele verden. Alle sammen som pegede i forskellige retninger og
med forskellige sprog. Det var et flot og tankevækkende kunstværk som gjorde en
almindelig rundkørsel spændende.

Selvom dette var både innovativt og sjovt fundet på, er der naturligvis
også altid risiko ved at skabe blikfang som denne. Fokus skal kunne holdes på
trafikken og dermed kan det være vanskeligt for trafikanter at bevare fokus,
når der fremtræder skilte som disse. Det var nemlig svært at læse hvad der
stod, både grundet størrelsen af skriften og valget af sproget. Så selvom det
var en kreativ og flot måde at pryde den kedelige hverdagstrafik på, skal man
også passe på at dette ikke fanger mere opmærksomhed end selve trafikken.



Gæsteblogger: Kamille Hougaard

Andet Posted on Tue, August 21, 2018 16:46:46

For at give Trafikbloggen et varierende synspunkt på emner inden for
trafik, introduceres en gæsteblogger, nemlig min ældste datter Kamille
Hougaard.

Hun har arbejdet som studentermedhjælper i Hougaard Trafik i et halvt år
og har primært beskæftiget sig med firmaets sociale medier samt marketing og
reklame. Derfor udfylder hun rollen perfekt som gæsteblogger på Trafikbloggen.

Hun har netop afsluttet gymnasiet og påbegynder dermed sit sabbatår.
Derudover er hun igang med at tage kørekort og har derfor indgående kendskab
til trafik. Dette er også med til at give hende både spekulationer og tanker
omkring den trafik hun møder i dagligdagen. Dermed kan hun give Trafikbloggen en personlig vinkel.


Derudover vil den øgede arbejdsindsats forhåbentlig hjælpe, så Trafikbloggen kan blive opdateret oftere. Vi håber at hendes arbejde som gæsteblogger vil
blive taget godt imod, og være med til at vise, at emner indenfor trafik
sagtens kan berøres, også selvom man ikke nødvendigvis befinder sig indenfor den
trafikfaglige verden.



Forsøg med fartdæmpende tiltag

Trafikindlæg Posted on Sat, June 09, 2018 09:35:20

Forleden da jeg var ude at køre her i Næstved by, opdagede jeg denne sjove afmærkning. Jeg blev samtidig glædeligt overrasket, da det faktisk er et forsøg som jeg selv var med til at sætte i gang tilbage i 2016.
Vejdirektoratet havde dengang udvalgt et par kommuner, heriblandt Næstved, til at deltage i planlægningen af nogle mere utraditionelle hastighedsdæmpende tiltag, som rimelig nemt skulle kunne overføres til andre kommuners landeveje.
Min rolle var her, sammen med Marianne Rask, indehaver af VEX-consult, at være med i arbejdsgruppen samt at koordinere projektet fra at lave afmærkningsplaner til at få det udført.
Desværre gik det hele ikke så let, da det var sidst på året og vejret drillede. Da det ikke nåede at blive udført i 2016 var der ikke længere midler til udførelsen.
Men heldigvis har Næstved kommune valgt at gennemføre projektet.

Og hermed en lille forklaring til projektet. Der er på en 60 km-strækning gennem Ganges Bro lagt grøn trafikmaling langs midterlinjen, som derefter ændres til rød maling i samme øjeblik som hastighedsgrænsen ændres til 50 km.
Skiltningen med C55-tavler står præcist i skiftet mellem grøn og rød farve.

Formålet er i dette forsøg at undersøge, om flere bilister overholder hastighedsgrænserne, nu hvor det i den grad er gjort tydeligt, hvornår man må køre en given hastighed. Farverne skal øge trafikanternes opmærksomhed, og vil samtidig få kørebanerne til at virke smallere, som ligeledes vil kunne sænke hastigheden.

Der er udført førmålinger af hastigheden inden afmærkningen blev lagt. Og der udføres løbende eftermålinger.
Vi glæder os til at høre om resultaterne!



Next »